Reference: Frøbjerg Orte Friskole – 7. og 8. klasse

Midt i maj, skoven stod i flor og de bare, nyligt grønne, enge beklædtes med lavuer og forårskåde teenagere. Kontrasten var slående, men inden vi fik set os om var både de seje og de sippede i gang med at bygge årets mens omtalte toilet. ”Det er altså ikke så slemt” (Citat elev i 8, der ellers var døden nær ved tanken om at skulle s… i et hul i jorden.) Toilettet var et af de mange projekter eleverne fra 7 og 8 klasse måtte ud i da vi skulle på vores 3 dages lejrtur med Team-Tours.

Vi ankom intetanende, men spændte, til Hareskov station og blev mødt med åbne arme. Vores to klasser blev tilfældigt inddelt i grupper, som skulle fungere i de tre dage vores tur varede. På turen ned til vores lejr havde Team-Tours arrangeret nogle samarbejdsøvelser, af den sjove slags, som fik de enkelte grupper rystet godt sammen og udfordret dem både kreativt, fysisk og mentalt.

Skønt mange vabler og et enkelt skænderi, var der god stemning da vi ankom til vores ”Lejr”. Team-Tours havde udstyret, de sørgede for mad, og vi kunne blot tage imod, og glæde os over aftenens dyst som var af præcisionskarakter.

Stemningen var høj og spændt da der gik hygge i den om aftenen ved bålet, med netop vundne skumfiduser, der grådigt blev ristet over bålet. Da vi stod op næste morgen gik det op for os at vi desværre havde lagt vores lejrtur netop på årets mest regnfulde dag.

Men intet slår tre ambitiøse unge instruktører af pinden så programmet fuldførtes, dog med våde, trætte og ikke så kåde elever. Her viste instruktørerne deres pædagogiske sider og delte ud af overskud og omsorg til alle de elever der var nær druknedøden, og som i et kritisk øjeblik ikke kunne forstå meningen med at ligge i moder jords fri natur, kold, klam og træt.

Af uransagelige årsager lykkedes det vores instruktører at vende den regnvåde oplevelse til en grænseoverskridende sejr, der har boret sig ind i de unge menneskers selvværd som en succes.

At klatre i træer, bygge tømmerflåde og kravle højt op i luften på kasser var dagens projekter. For nogle var det sjovt, for andre var det grænseoverskridende, men for alle var der mulighed for at nå en udfordring præcis i den størrelse der for den enkelte var behov for.

På vores tur har der været udfordringer individuelt og samarbejdsmæssigt. Hele vejen igennem har instruktørerne været parat med både mad, en skulder at græde ved, overskud og teknisk kunnen.  Skønt vores tur endte med at blive en overlevelsestur frem for en team-buildingstur står den for mange, som en helt personlig kamp og sejr, som vil huskes meget længe.

 

                                                    Skrevet af Gitte – Klasselærer